Årlig kontrol ved kronisk sygdom eller længerevarende medicinsk behandling (Årsstatus)

Har du en kronisk sygdom eller er i fast medicinsk behandling, anbefaler Sundhedsstyrelsen, at du får en årlig kontrol – også kaldet årsstatus. Formålet med årsstatus er at sikre, at din behandling fortsat passer til dine behov, og at sygdommen er velreguleret.

Til årsstatus gennemgår vi, om din medicin stadig er den rette – både i forhold til type og dosis – og om der er bivirkninger eller tegn på komplikationer. Det gælder både for egentlige sygdomstilstande og ved forebyggende behandlinger, fx p-piller, hvor der kan være helbredsmæssige forhold, vi skal følge.

Hvordan foregår årsstatus?

I mange tilfælde starter forløbet med en forundersøgelse hos en af vores sygeplejersker eller medicinstuderende. Her kan der blive taget blodprøver, målt blodtryk, lavet hjertediagram (EKG) eller lungefunktionsmåling – afhængigt af din sygdom eller behandling. Du bliver også spurgt til eventuelle symptomer og din livsstil.

Når prøvesvarene er klar, får du en opfølgende samtale hos din læge eller din sygeplejerske. Her gennemgår vi resultaterne, taler om din behandling og eventuelle ændringer, og du har mulighed for at stille spørgsmål.

I nogle tilfælde er forundersøgelse ikke nødvendig – så kan du bestille tid direkte til årsstatus hos den relevante behandler (læge, sygeplejerske eller jordemoder). 

Hvis både forundersøgelse og samtale skal gennemføres, skal der bookes to tider med mindst 5 dages mellemrum.

Fornyelse af medicin

Ved en årsstatus forlænger vi som udgangspunkt din medicinordination for et år ad gangen, hvis din tilstand er stabil. Ved visse typer medicin – fx vanedannende præparater – kan kortere forløb være nødvendige.

Årsstatus er en vigtig del af at sikre god og tryg behandling over tid. Du er altid velkommen til at kontakte os, hvis du er i tvivl om, hvornår det er tid til din næste kontrol.